Chicago i 2010

Chicagos centrum fik os til at lægge lige så meget mærke til rummet mellem bygningerne som til bygningerne selv. En lang gade kunne indramme et tårn som et billede, mens et kryds eller en bro pludselig åbnede en bredere udsigt. At se lige frem og at se op gav helt forskellige indtryk af det samme sted.

LaSalle Street var et af de tydeligste eksempler. For enden af dens lange korridor står Chicago Board of Trade, hvis trinvise silhuet giver gaden et markant fokuspunkt. De omgivende bygninger lukker sig om vejen frem og leder blikket mod det centrale tårn.

Chicago Board of Trade er et vigtigt art deco-vartegn, færdiggjort i 1930 og tegnet af Holabird & Root. Dets lodrette linjer og tilbagetrukne bygningsdele passer særligt godt til udsigten langs LaSalle. Set fra fortovet bliver hele gaden en del af kompositionen.

Chicago Theatre gav os en anden slags vartegn. Det lodrette skilt rejser sig over State Street med byens navn ned langs bygningen. Blandt alle tårnene og kontorfacaderne er skiltet straks genkendeligt.

Teatret åbnede i 1921. Selv udefra viser indgangen og skiltene et andet kapitel af livet i centrum: Chicago som et sted for underholdning såvel som forretning.

Ved floden ændrer Marina City igen skylineformerne. De to runde tårne har rækker af buede altaner, som giver dem en karakteristisk, næsten bølget kontur. Gentagelsen er slående, især mod nabobygningernes lige kanter.

Arkitekten Bertrand Goldberg udtænkte Marina City som et sted at bo og arbejde i centrum, hvor lejligheder kombineres med parkering og andre funktioner. Komplekset blev bygget i 1960’erne og gør denne blanding synlig i sin form.

I Millennium Park fandt vi en anden måde at se bygningerne omkring os på. Cloud Gate, som normalt kaldes the Bean, samler skylinen, himlen og de omkringstående mennesker i én poleret overflade. Velkendte lige linjer bliver til kurver, og byen ser ud til at omslutte skulpturen.

Anish Kapoors skulptur i rustfrit stål blev skabt til Millennium Park. Den afrundede form og konkave underside giver spejlingerne deres usædvanlige geometri. Overfladen ser næsten flydende ud, selv om genstanden selv er massiv og stille.

Det fascinerende er, hvor meget udsigten afhænger af, hvor man står. Fra én vinkel dominerer bygningerne. Fra en anden fylder mennesker og himmel mere i spejlingen. Skulpturens kontur forbliver enkel, mens alt på overfladen ændrer sig.

At se mennesker spejlet ved siden af bygningerne gav skylinen en mere menneskelig målestok.

Det er også et motiv, der fortjener mere end ét fotografi: Et bredt udsnit viser dets plads i parken, mens et nærbillede afslører forvrængningerne i stålet.

Crown Fountain gav vores besøg i Millennium Park endnu en form for offentlig kunst. Her flyttes opmærksomheden fra en spejlet skyline til ansigterne af indbyggere i Chicago på to tårne af glasblokke.

Springvandet blev skabt af Jaume Plensa i 2004 og bruger LED-skærme og vand til at forbinde portrætterne med rummet mellem tårnene. Når vand strømmer ud i mundhøjde, bliver et ansigt en del af selve springvandet. Kunstneren gav den gamle idé om vandspyende figurer en nutidig form.

Der er noget vidunderligt direkte ved at bruge almindelige ansigter i denne størrelse. Et smil eller en ændring i ansigtsudtryk bliver hovedbegivenheden, omgivet af centrums hårde flader og store konstruktioner.

Grant Park gav besøget mere luft. Pladsen omkring Buckingham Fountain gjorde det muligt at se vandet, skulpturerne og den omgivende by sammen.

Springvandet har en helt anden karakter end Crown Fountain. Bassinerne i flere niveauer og bronzedetaljerne indgår i en mere formel komposition, hvor vandet stiger i midten. De vide omgivelser betyder noget: Springvandet har sin plads i et åbent landskab frem for at være klemt inde mellem bygninger.

Buckingham Fountain blev indviet i 1927 og var en gave fra Kate Buckingham til minde om hendes bror Clarence. Udformningen forestiller Michigansøen med fire grupper af søheste i bronze, som symboliserer de fire delstater, der grænser op til søen.

Den forbindelse giver udsmykningen en forståelig betydning. Søen er en del af Chicagos omgivelser under hele besøget, og her optræder den i skulpturel form. At betragte springvandet i parken hjælper med at forbinde det formelle bylandskab med den langt større vandflade i nærheden.

Langs Michigan Avenue var nogle af de mest genkendelige seværdigheder detaljer i gadehøjde. Uden for Art Institute of Chicago står bronzeløver på hver side af indgangen, kraftige figurer med en stærk tilstedeværelse foran museumsfacaden.

Løverne blev skabt af Edward Kemeys og opstillet i 1894. Skulpturerne gør indgangen til et vartegn i sig selv.

Andre steder langs avenuen og ved floden bød arkitekturen på en langt større variation af former. Wrigley Buildings lyse ydre og klokketårn var særligt lette at få øje på. Wrigley Building er beklædt med glaseret terrakotta og blev bygget i begyndelsen af 1920’erne, hvilket giver overfladerne en anden karakter end glastårnene omkring det.

Trump Tower tilføjede endnu en høj form med glasfacade ved floden. Længere mod nord skilte John Hancock Center sig ud med mørke diagonaler på ydersiden. De enorme X-former gør konstruktionen usædvanligt let at genkende, selv i et bredt kig over skylinen.

Hancocks X-afstivning er en del af det bærende system, udviklet gennem arkitekt Bruce Grahams og ingeniør Fazlur Khans arbejde. De synlige diagonaler hjælper tårnet med at modstå vandrette kræfter, herunder vind.

Floden gav os nogle af de tydeligste billeder af forholdet mellem centrum og vandet. Når man krydser en bro, åbnes en lang udsigt mellem bygningerne med floden i forgrunden. Tårne, der virker tæt sammenpakkede fra et nærliggende fortov, bliver lettere at skelne fra hinanden.

Broerne er en del af billedet. Chicagos klapbroer fungerer med en løftemekanisme balanceret af kontravægte: Vejbanens klapper drejer opad, balanceret af tunge modvægte, så passende bådtrafik kan passere. Ingeniørarbejdet tjener et hverdagsformål og føjer samtidig et karakteristisk bevægeligt element til flodlandskabet.

Her findes også en længere ingeniørhistorie. I 1900 betød åbningen af Chicago Sanitary and Ship Canal, at Chicago Rivers strømretning blev vendt, hvilket hjalp med at lede spildevand væk fra Michigansøen, byens drikkevandskilde.

Disse detaljer gjorde floden mere interessant end en åbning i skylinen. Den er en aktiv del af Chicago, formet af transportbehovene og byen omkring den. På vores gåtur gav den også et velkomment perspektivskifte og en tydelig linje gennem det tætte centrum.

Besøget på Skydeck Chicago, på Willis Towers 103. etage, gav os den videste udsigt over byen. Gaderne og tårnene, som dominerer synsfeltet fra fortovet, blev dele af et langt større mønster.

I fortovshøjde kan en bygning tæt på fylde næsten hele udsynet. Ovenfra bliver dens placering tydeligere: forholdet til de omgivende karréer, floden og søkanten. Chicagos størrelse er lettere at forstå, når de elementer kan ses samlet.

Tårnet havde allerede været et vartegn i Chicago i årtier. Det blev færdiggjort i 1973 og var verdens højeste bygning, da det åbnede. Navnet blev ændret fra Sears Tower til Willis Tower i 2009, kort før vores besøg.

For os lå værdien i at tage op netop i det ændrede perspektiv. De enkelte vartegn blev orienteringspunkter i byen, mens gaderne dannede et mønster, der strakte sig langt ud over centrum. Michigansøen gav panoramaet dets brede, åbne kant.

The Ledge og blikket lige ned

The Ledge giver Skydeck en anden slags udsigt. Glasaltanerne rager ud fra bygningen og lader besøgende se gennem gulvet mod gaderne nedenunder.

The Ledge åbnede for offentligheden i juli 2009 og fandtes altså allerede under vores besøg i 2010. Altanerne ligger cirka 1.353 fod, omtrent 412 meter, over gaden. At se ud over en by og at se direkte ned på den giver meget forskellige indtryk af højden.

Michigansøen giver Chicagos centrum en bemærkelsesværdig åben kant. Tæt på tårnene trækkes blikket opad; ved søen kan det bevæge sig mod en langt videre horisont. Den ændring er med til at gøre byens beliggenhed så særpræget.

Navy Pier viser sig som et vartegn, der rager ud i vandet, endnu et orienteringspunkt i den brede udsigt. Søen selv bestemmer målestokken og strækker sig langt ud over bygningerne og kystlinjen.

Aftenlyset giver omgivelserne en blødere karakter. Det fremhæver bygningernes konturer og ændrer vandets udseende, så søbredden giver vores Chicago-fortælling en roligere afslutning.

Det stærkeste ved vores besøg i Chicago var de mange måder, vi så byen på. LaSalle Street indrammede et tårn for enden af en korridor. Cloud Gate bøjede skylinen til en spejling. Crown Fountain bragte ansigter i forgrunden. Skydeck viste det større mønster over gaderne.

Vores fotografier og film samler disse udsigter. De enkelte vartegn er mindeværdige, men deres indbyrdes forhold giver besøget form: arkitektur ved vand, offentlig kunst i byen og en åben sø bag tårnene.

Foto og video: Eget materiale fra vores besøg i Chicago i 2010 — Let’s Visit by Radon.